“Ind i mellem er vi mindre end det største vi blir'”…..
En fantastisk sang jeg igen i morges har danset til i køkkenet med en hårbørste som mikrofon. I nat tøj. Med min 7 årige datter skrigende af grin….. En mandags-januar-hverdagsmorgen.
Nej vi er ikke perfekte. Jeg er ikke perfekt. Vi har ikke den perfekte kernefamilie. Tvært i mod. Vi har bestemt ikke hele pakken. Og i nat da min datter på 7 lå og græd over smerte i maven og numsehullet (ja du læste rigtigt – og jeg aner stadig ikke, hvad hun fejlede) – så var det hele bare mindre. Mindre og mindst. Og jeg var ved at blive et meget lille menneske og få spat. Spat af aldrig at få sovet. Af at skulle ligge i timer og age, nusse og tørre bræk – nååå nej det var sidst og ikke i nat.
Et lille menneske også fordi jeg i situationen tænker på alt det jeg nu ikke når dagen efter. Ikke når fordi jeg ligger om natten og tørrer diarre – nåå nej det var gangen før (jeg ved du har billedet nu ;-)). Som fx min helt sprit nye hjemmeside. Min site som jeg er så stolt af og så alligevel ikke har haft lyst til at lancere på trods af, at den har kostet mig 10 grå hår og et ton penge. Mest af alt har den kostet mig endnu mere søvn.
Stolt af den ja! Og alligevel ville jeg ikke dele og gør det først nu. Først i dag fordi….. fordi den ikke er perfekt. Fordi den ikke er blevet som den vision jeg havde for den og ikke mindst mig selv. Fordi den er fyldt med fejl……
Og så alligevel ved jeg, at der hvor jeg var størst sidste gang var da jeg dansede 2 januar i nattøj til samme sang: “ind i mellem er vi mindre end det største vi blir'”……. Jeg var størst fordi jeg på næsten alle punkter var mindst. Mindst fordi jeg havde haft nattøj på i flere dage. Mindst fordi jeg ikke orkede at lave aftensmad men kun rugbrødsmadder. Mindst fordi jeg ikke havde været i bad. Mindst fordi jeg savnede min mor og ikke havde besøgt hendes grav nok. Mindst fordi etc etc……
Jeg var mindst men alligevel størst. Jeg var mindst men er stadig berørt stort af den korte perfekte stund dansende i køkkenet med min 7 årige og min 2 årige. En kort stund. Som er forbi. Men som varer i mig for evigt. Og forhåbentligt også i min piger……
Og tænk at være så heldig, at det på en lille bitte måde gentog sig i morges. Mellem bræk, diarre og ondt i numsen – eller hvad det nu var……